6 gedichten van Holger Drachmannn opus 49

Jule-Sne

Tekst: Holger Drachmannn

Jeg vandrer gennem Skoven
Vved Juletid!
Der falder Sne fra oven
Så vinterhvid:
Så vinterhvid den frosne Dug
Neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug,
Og smelter på min Hånds den varme Flade,
Mens Foden træder melem visne Blade.

Jeg ser på Hånden de tårer stå --
Det er som en Hulken jeg hørte:
Nu blir vore Minder, store og små,
Gennem Skoven for Vinden førte.
Skal alt da hvirvles for Vintren hen,
Skal Sorg og Adskillelse råde?
Nej, Julesneen er Menneskets Ven,
Den gemmer hans dybeste Gåde.

På hånden et Fnug -- en Dråbe så hed --
Vi stirrer mod tindrende Blikke:
En Tåre, som gennem vor Tanke gled --
Ak! andet er det vel ikke!
Men krymper vi os under Verdens Nød
Mens Tiderne ældes og strænges:
Den frosne Tåre, den falder så blød
På alt, hvad som savner og længes.

Jeg vandrer gennem Skoven
Ved Juletid!
Der falder Sne fra oven
Så forårsblid:
Så forårsmildt de bløde Fnug
I Faldet smælter som en Dug,
Det nådigst alle skjulte Spirer væder --
Mens alle Minders Kilder sagte græder.

xx
xx

Kerstsneeuw

xx

Ik wandel door het bos
rond Kerstmis:
van boven valt de sneeuw
die wit als de winter is,
winterwit als de bevroren dauw,
verspreidt zich geluidloos, vlok na vlok,
en smelt op de warme palm van mijn hand,
terwijl mijn voet in dorre bladeren treedt.

Ik zie tranen op mijn hand -
het is alsof ik een snik hoorde:
onze herinneringen, groot en klein,
twinkelen in het bos, geduwd door de wind.
Moet alles dat door de winter dwarrelt
aanzetten tot verdriet en afscheid?
Nee, de kerstsneeuw is iemands vriend,
het verbergt zijn diepste geheim.

[ . . . ]

De volledige tekst kunt u per email opvragen.
Klik hier voor de voorwaarden.